About this role
Vil du være med til at synliggøre, hvordan Udlodningsmidler til Friluftsliv skaber nye muligheder for friluftslivet i Danmark - og hvordan Friluftsrådets projekter og programmer fremmer friluftsliv? Friluftsrådet søger en kommunikationskonsulent til en tidsbegrænset stilling, der skal skabe større opmærksomhed om Udlodningsmidler til Friluftsliv, de mange muligheder for at søge støtte og ikke mindst de projekter og mennesker, der får noget til at ske med støtte fra Friluftsrådet. Hvert år støtter Friluftsrådet hundredvis af projekter, der giver flere mennesker mulighed for at opleve naturen og dyrke friluftsliv. Det er foreninger, organisationer, kommuner, institutioner og mange andre, der med støtte fra udlodningsmidlerne skaber nye aktiviteter, faciliteter og oplevelser i naturen. Der ligger mange gode historier i projekterne – og et stort potentiale for at fortælle endnu flere om, hvad støtten betyder for friluftslivet. Samtidig skal du varetage kommunikationsopgaver relateret til Friluftsrådets egne projekter og kampagner, herunder særligt Blå Flag og Badepunkt. Om stillingen Som kommunikationskonsulent får du ansvar for at skabe synlighed om Udlodningsmidler til Friluftsliv og Friluftsrådets projekter og kampagner og den forskel, de gør. Du skal både kommunikere om muligheden for at søge støtte, fortælle om de projekter, der får støtte, og være med til at udvikle kommunikationsindsatserne i Friluftsrådets nye projekter. Dine opgaver vil blandt andet være at: Udvikle og gennemføre en kommunikationsindsats, der skaber større opmærksomhed om udlodningsmidlerne og mulighederne for at søge støtte. Identificere de gode historier blandt de støttede projekter og omsætte dem til stærk og engagerende kommunikation. Udvikle kommunikation for Friluftsrådets egne projekter samt udarbejde kommunikationsplaner og budget herfor. Producere artikler, cases, pressehistorier, nyheder, opslag til sociale medier, nyhedsbreve og andet indhold. Bidrage til kommunikationen for Friluftsrådets projekter og programmer med særligt ansvar for Blå Flag og Badepunkt. Du får stor mulighed for selv at præge opgaven. Vi leder derfor ikke kun efter en, der kan producere kommunikation, men efter en person, der kan se mulighederne, skabe idéerne og føre dem ud i livet. Om dig Vi forestiller os, at du: Er en stærk skribent, der kan fortælle gode historier klart, levende og målrettet forskellige målgrupper. Kan udvikle og gennemføre kommunikationsindsatser fra idé til produktion og opfølgning – samt budgettere og styre økonomien for indsatserne. Har erfaring med pressearbejde og med at skabe synlighed omkring projekter, organisationer eller initiativer. Har erfaring med digitale kommunikationskanaler, herunder web, sociale medier og nyhedsbreve. Er god til at samarbejde med mennesker, der ikke selv arbejder med kommunikation, og kan hjælpe dem med at finde og fortælle deres gode historier. Har gå-på-mod og energi og trives med at få ting til at ske. Arbejder selvstændigt og struktureret, men er samtidig en holdspiller. Har en relevant kommunikationsfaglig eller journalistisk uddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med kommunikation fra en NGO, forening eller offentlig organisation, og hvis du har arbejdet med puljer, bevillinger, projekter eller fondsfinansierede indsatser. Det er også en fordel, hvis du har interesse for friluftsliv og natur og motiveres af at fortælle om de mange mennesker og organisationer, der hver dag skaber bedre muligheder for friluftsliv i Danmark. Om arbejdspladsen Vi kan tilbyde dig et meningsfuldt arbejde i en organisation med stor betydning for friluftsliv og natur i Danmark, hvor du får et fagligt miljø med engagerede kolleger og gode muligheder for at præge opgaveløsningen. Du bliver også en del af en meningsfuld og dynamisk arbejdsplads centralt i København nær Sydhavn station sammen med 35 andre medarbejdere i sekretariatet. Vi har en uformel tone og tilbyder gode fleksible arbejdsforhold med fokus på balance mellem arbejde og fritid. Friluftsrådet er en selvstændig, ikke-statslig paraplyorganisation, der samler 85 foreninger. Friluftsrådet arbejder for at udvikle friluftslivet, formidle natur og bæredygtighed og forbedre rammerne for at opleve naturen. Vores vision er: Friluftsliv for alle – i en rig natur, og på et bæredygtigt grundlag. I Friluftsrådet hylder vi forskellighed Friluftsrådet betragter diversitet som et aktiv og menneskers forskellighed som en væsentlig ressource i vores udvikling. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Rekrutteringen sker alene på baggrund af kvalifikationer og kompetencer. Ansættelsesforhold og løn Løn aftales i henhold til Friluftsrådets overenskomst med Dansk Magisterforening. Arbejdstiden er 37 timer inkl. frokost. Tiltrædelse forventes at være 4. januar 2027. Stillingen er tidsbegrænset med udløb 31. december 2027, men med mulighed for forlængelse. Er du interesseret? Så send din ansøgning og CV til [email protected] senest mandag den 2. november og skriv ”kommunikationskonsulent – tidsbegrænset” i emnefeltet. Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 46 og 2. samtaler i uge 47. Kontakt afdelingsleder Bjarke Lembrecht Frandsen, hvis du har spørgsmål til stillingen, på [email protected] eller telefon 42 60 50 13. Vi passer på dine personoplysninger Hvis du søger et job hos os, så behandler vi dine personoplysninger med det formål at vurdere og behandle din ansøgning. I vores persondatapolitik (se afsnit 2.16) kan du læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger og dine rettigheder.