About this role
Vil du stå i spidsen for den professionelle betjening af SDU's øverste ledelse og være en central rådgiver for rektoratet i en af Danmarks største vidensorganisationer? Syddansk Universitet søger en strategisk stærk og erfaren stabschef til SDU Rektors Stab. Du får en nøgleposition tæt på universitetets øverste ledelse med ansvar for at understøtte beslutningsprocesser, sætte retning for staben og bidrage til udviklingen af universitetet. Om stillingen Som stabschef har du det samlede ansvar for ledelse, drift og udvikling af SDU Rektors Stab. SDU Rektors Stab understøtter universitetets øverste ledelse og betjener blandt andet bestyrelsen, direktionen, Universitetsrådet og Hovedsamarbejdsudvalget. Staben løser opgaver inden for ledelsesbetjening, strategi, policy, jura og tværgående koordinering. Du bliver en tæt rådgiver for rektoratet og deltager i møder i rektoratet og direktionen. Du bidrager med strategisk, politisk og kommunikativ rådgivning og hjælper med at omsætte komplekse dagsordener til klare beslutninger og handling. Dine vigtigste opgaver er at: sikre professionel ledelsesbetjening og stærke beslutningsprocesser udvikle den strategiske og politiske rådgivning til universitetets ledelse skabe retning, prioritering og sammenhæng på tværs af stabens opgaver lede og udvikle ledere og medarbejdere understøtte et stærkt samarbejde og et godt arbejdsmiljø repræsentere SDU i relevante sammenhænge. SDU Rektors Stab består af 30 medarbejdere fordelt på Sekretariat, Jura, Policy, SAFE samt sekretariatet for Danish Institute of Advanced Studies (DIAS). Om dig Du har erfaring med strategisk rådgivning af en øverste ledelse og trives i krydsfeltet mellem ledelse, politik og organisation. Vi lægger særligt vægt på, at du: har stærk politisk og strategisk forståelse er en værdifuld sparringspartner, der kan udfordre konstruktivt har solid ledelseserfaring og skaber resultater gennem andre kommunikerer overbevisende på dansk og engelsk kan skabe relationer og samarbejde på tværs af organisationer og interessenter kombinerer analytisk styrke med handlekraft og dømmekraft bevarer overblik og retning i komplekse og omskiftelige situationer. Ansættelsesvilkår Der er tale om en varig stilling, der er til besættelse snarest muligt. Ansættelse sker i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og AC. Stillingen er klassificeret i lønramme 37. Lønnen vil være ca. 1,05 mio.kr . årligt inkl. pension. Du har som ansøger ret til information om startløn og lønspænd for stillingen. Disse oplysninger kan fås i forbindelse med rekrutteringsprocessen. SDU indhenter ikke oplysninger om ansøgeres tidligere løn. Stabschefen refererer til rektor. Ansøgning og kontakt Ansøgningsfrist senest den 25. oktober 2026 23.59.59. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til rektor Jens Ringsmose, tlf. 60111031. Vi forventer at gennemføre samtaler den 3. og 5. november 2026. Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges. Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format. Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Om SDU Forskning og undervisning på SDU drives af de 6 fakulteter: Det Humanistiske, Naturvidenskabelige, Samfundsvidenskabelige, Sundhedsvidenskabelige og Tekniske Fakultet samt SDU Business School. Universitetet arbejder for at skabe værdi for og med samfundet gennem høj kvalitet, talentfulde mennesker og fremragende miljøer.