About this role
Min stol bliver ledig for en stund – vil du sidde i den?
Vil du være med til at holde hjulene i gang hos NOV i Kalundborg, mens jeg tager på barsel?
Jeg søger en barselsvikar til min alsidige administrative rolle, hvor du bliver en uundværlig del af holdet – og ikke mindst en del af vores lille, tætte “familie” herude.
Et rigtig godt team
Vores produktion i Kalundborg producerer på fem skift, døgnet rundt, 365 dage om året. I afdelingen møder du 6 gode kolleger, som til daglig supporterer alle afdelinger på fabrikken. Vi har fokus på altid at yde support af højeste kvalitet, i de mange forskelligartede opgaver der kommer ind – store som små. Det giver et godt kendskab til og bredt netværk på tværs af virksomheden.
Hvem er du?
Jeg leder efter dig, der trives i et levende miljø, hvor dagene sjældent er ens, og hvor der både er plads til højt humør og en masse spændende opgaver.
Det er en fordel, hvis du har en administrativ uddannelse eller erfaring med administrative opgaver, men for mig er din personlighed mindst lige så vigtig som dine faglige kompetencer.
Du har et naturligt servicegen, er struktureret og god til at kommunikere klart og imødekommende. Du tager ansvar for dine opgaver, har flair for IT og er fortrolig med Word, Excel og Outlook. Du har øje for detaljen, sætter en ære i at levere kvalitet og sikrer, at der er styr på data i systemerne.
Du trives med en alsidig hverdag, hvor du både skal kunne jonglere med flere opgaver på én gang og have tålmodigheden til at fordybe dig, når en opgave kræver din fulde opmærksomhed.
Du er en holdspiller, der sætter pris på et godt samarbejde, bidrager til den gode stemning og gerne går den ekstra mil for at hjælpe andre.
Allervigtigst håber jeg, at du har lyst til at hjælpe og passe godt på mine fantastiske kolleger, mens jeg er væk.
Dine arbejdsområder vil primært være at:
- Bemandingsoversigter og deltage i bemandingsmøder.
- Koordinere overarbejde og holde styr på bemandingen i ferieperioder.
- Håndtere ferieønsker inden for aftalte rammer.
- Udarbejde oversigt og registrering af kantinemedlemmer.
- Booke og koordinerer møder og kurser samt tage referater
- Håndtere forskellige ad hoc-opgaver.
Det er derfor vigtigt at du er omhyggelig, skarp til dansk retskrivning, og kan begå dig på både dansk og engelsk.
Et ægte produktionsmiljø
Hos NOV Flexibles udvikler, fremstiller og sælger vi nogle af de stærkeste og mest avancerede fleksible rørsystemer i verden. I Danmark er vi godt 850 medarbejdere med hovedsæde i Brøndby, og vi har fabrikker både nationalt og internationalt. Du bliver en del af vores fabrik i Kalundborg – en imødekommende arbejdsplads og et ægte produktionsmiljø med en ligefrem og umiddelbar tone.
Klar til at holde maskineriet i gang?
Barselsvikariatet løber fra 15. december 2026 til 15. november 2027. Lyder det som noget for dig, eller vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte mig, Amra Faigh, på 41 28 71 36, eller min leder, Anita Rosenberg Jensen, på 21 12 17 20.
Er du interesseret, så send din ansøgning og dit CV allerede i dag.
Jeg glæder mig til at finde den, der skal passe godt på mit job og mine kolleger, mens jeg er væk!