About this role
Vil du være Logistikofficer G4 i den operative struktur og være med til at understøtte uddannelsen af Hjemmeværnets frivillige? Så tilbyder Landsdelsregion Øst en udfordrende stilling, hvor du vil have stor mulighed for at præge logistikken i Hjemmeværnet. Du får mulighed for udvikling i og af stillingen som Logistikofficer ved Landsdelsregion Øst G4 element.
Om os Landsdelsregion Øst (ST/LRGNE) indsætter landmilitære styrker fra både Forsvaret og Hjemmeværnet i den østlige del af Danmark. Derfor har vi også et tæt samarbejde med bl.a. Forsvarskommandoen, Hæren, Politiet og øvrige myndigheder. Vi har i kommandoen over seks Hærhjemmeværnsdistrikter i det østlige Danmark og mere end 4.800 aktive hjemmeværnssoldater. Vi har hovedkvarter på Kastellet i København. Staben ved Landsdelsregion Øst har både civile og militære medarbejdere og består af Operations-, Planlægnings- og Uddannelsessektionen, Efterretnings- og Informationsoperationssektionen, Operationsstøttesektionen og en Kommunikations-sektion.
Om stillingen Du vil som logistikofficer få ansvaret for planlægningen af den logistiske understøttelse af Landsdelsregion Øst operationer, øvelsesvirksomhed og uddannelsesaktiviteter. Dertil kommer en stor kontaktflade til frivilligt- og reservepersonel, som er tilknyttet regionen. Tyngden i opgaverne ligger i uddannelsen af regionens operative kapacitet, samt den logistiske understøttelse af regionens operationer, øvelser og aktiviteter, herunder støtte til Politiet og Host Nation Support opgaver. Opgaverne sker i tæt samarbejde med resten af G4, regionens Operation – og uddannelsessektion, regionens seks underlagte Hærhjemmeværnsdistrikter (HD) og Særlig Støtte og Rekognoscering kompagni.
Du gennemfører planlægning og løsning af, eller dele af, større samlede opgaver inden for overordnede/signifikante områder og er i stand til selvstændigt at træffe beslutninger inden for egne sagsområder. Du er stedfortræder for LRGNE-G4-01. I forbindelse med aktiveringen af regionens planlægnings- og operationscenter vil du forventeligt indgå heri, ligesom din funktion indgår i regionens vagthavenderoste.
Om dig Du er kaptajn fra hæren, har gennemført Videreuddannelsestrin I/Ledere eller Føringskursus og har haft varieret operativ tjeneste i Hæren og/eller Hjemmeværnet. Du har stabstjenesteerfaring og har været udsendt i internationale operationer. Tidligere tjeneste i brigadestab, bataljonsstab eller et hjemmeværnsdistrikt samt bredt kendskab til logistik, er ønskeligt. Det er endvidere ønskeligt, at du har kendskab til totalforsvaret samt Hjemmeværnets organisation og opgaver, men det er ikke et ubetinget krav.
Du er bruger af Workzone og DeMars og er fortrolig med brugen af IT i dit daglige virke. Du er helhedsorienteret og i stand til at kunne håndtere komplekse sager. Vi forventer, at du arbejder struktureret og bevarer overblikket selv i en hektisk hverdag. Opgaverne i sektionen er mangeartede og indimellem med korte terminer, hvorfor det forventes, at du er fleksibel, omstillingsparat og i stand til hurtigt at skifte fokus. Du kommer med løsninger og ser muligheder for udvikling inden for sektionens sagsområder. Du formår gennem dit engagement at medvirke til at gøre idé til virkelighed. Du er velformuleret, både mundtligt og skriftligt. Du kan kommunikere både formelt og uformelt, ligesom du udviser rettidighed og besidder høj faglighed.
Ansættelsesvilkår Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande. Kontakt og ansøgning Nærmere oplysninger om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til elementsleder G4 major Nicolaj Kruse Hansen, tlf.: +45 7221 7248 eller regionens CH/OSS, major Christian Thor Schlichting tlf. +45 7221 7237.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Personelkommandoen på telefon 728 19104. Ansøgningsfristen er d. 22.november 2026. Samtaler gennemføres i ugen efter på Kastellet. Stillingen er til besættelse 1. januar 2027. Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef. Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen. Om Hjemmeværnskommandoen Hjemmeværnet er en frivillig, militær beredskabsorganisation. Hjemmeværnskommandoen (HJK) er Hjemmeværnets øverste myndighed og er en værnsfælles styrelse under Forsvarsministeriet. HJK er ansvarlige for den strategiske og operative ledelse af Hjemmeværnet som organisation og omfatter Chefen for Hjemmeværnet og den Kommitterede for Hjemmeværnet, der tilsammen udgør Hjemmeværnsledelsen, samt Hjemmeværnsstaben.
HJK er ansvarlige for opstilling og uddannelse af frivilligt personel og enheder og deltager som en del af det militære forsvar i løsningen af de flere af de opgaver, der påhviler Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet samt disses hjælp til civile myndigheder. HJK står for kommunikation om Hjemmeværnet, strategisk rekruttering og tilknytning af frivillige, udarbejdelse af planer og programmer samt gennemførelse af studievirksomhed for Hjemmeværnets udvikling. HJK med Hjemmeværnsstab, divisioner og afdelinger har hovedkvarter på Vordingborg Kaserne, men har satellitter flere steder i landet.