Now hiring

Marketing- og kommunikationsansvarlig (barselsvikariat) (Space Ventures Denmark) - DTU Space @ DTU Career Site

DKOnsiteFull-timeJob reference 8302
Apply with ResuMinder

Opens on the employer's site

About this role

Lift off your business. Vil du fortælle historien om, hvordan danske startups og virksomheder indtager deres plads i den kommercielle rumindustri? Så er det måske dig, vi leder efter.

Space Ventures Denmark søger en marketing- og kommunikationsansvarlig som barselsvikar frem til og med september 2027. Rumøkonomien ventes at vokse til 1,8 billioner dollars i 2035, og Danmark har en reel mulighed for at positionere sig i den. Vi har på fem år inkuberet 50+ rumstartups, der har rejst over 300 mio. kr. i ekstern kapital, og vi hjælper virksomheder fra landbrug og maritim til fintech, sundhed og forsvar med at finde deres space connection. Vores synlighed er afgørende for, at de rigtige startups, virksomheder, partnere og investorer finder os. Du overtager det fulde ansvar for vores kanaler, indhold, brand og events, mens vores faste marketing- og kommunikationsansvarlige er på barsel, og du leder vores marketingteam på to studentermedhjælpere. Du arbejder tæt sammen med vores portfolio manager, de to programledere og centerlederen for DTU Space Ventures og bliver en del af et engageret team, hvor ingen dage er ens, og hvor du får reelt ejerskab fra dag ét.

Det kommer du til at arbejde med

• Eje og videreføre vores kommunikationsplan og sikre én sammenhængende fortælling om Space Ventures Denmark på tværs af ESA BIC Denmark, ESA Technology Broker Denmark og vores regionale hubs på DTU, AU, AAU og SDU. • Lede og prioritere arbejdet for vores to studentermedhjælpere i marketing, herunder vores indholdsproduktion og AI-understøttede arbejdsgange. • Drive spaceventures.dk, LinkedIn og vores nyhedsbrev og producere nyheder, cases, artikler, grafik og video – ikke mindst historierne fra vores portefølje af 50+ startups og de virksomheder, vi hjælper ind i rumsektoren. • Markedsføre vores programmer og tilbud til de rigtige målgrupper: ESA BIC-inkubation til startups og Prepare for Space, Kick-Start, SPARK og teknologibrokerage til etablerede virksomheder på tværs af brancher. • Planlægge, markedsføre og afvikle events, herunder rekrutteringskampagner til ESA BIC Denmark, workshops, netværksarrangementer og vores deltagelse i konferencer og messer (nogen rejseaktivitet vil forekomme). • Vedligeholde vores visuelle identitet og sikre korrekt brug af ESA’s, DTU’s og partnernes brandretningslinjer • Håndtere presse- og mediekontakt i samarbejde med DTU’s kommunikationsafdeling. Konceptualisering og planlægge målrettede PR-indsatser. • Koordinere marketingindsatser med hub-partnerne, ESA’s kommunikationsnetværk og partnere som FORCE Technology, Copenhagen Fintech, CenSec og Open Entrepreneurship, og bidrage til kommunikationsdelen af vores rapportering til ESA, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Industriens Fond. • Administrere marketingbudgettet og samarbejdet med eksterne leverandører (grafikere, fotografer, videoproducenter).

Vores forventninger til dig

Du har en relevant uddannelse inden for kommunikation, marketing, journalistik eller lignende. Du har nogle års erfaring med marketing og kommunikation – det vigtigste er, at du kan tage ansvar og levere.

• Du skriver skarpt og levende på både dansk og engelsk og kan omsætte teknisk komplekst stof – satellitdata, rumteknologi, deep tech – til klare budskaber for et bredt erhvervspublikum. • Du er en stærk indholdsproducent og hjemmevant i LinkedIn, CMS-systemer og nyhedsbrevsværktøjer, og har basisviden om grafisk produktion (Figma, Adobe, Canva eller lignende). Du er nysgerrig på at bruge AI-værktøjer i det daglige arbejde. • Du har erfaring med at planlægge og afvikle events fra idé til gennemførelse. • Du er proaktiv, struktureret og god til at prioritere, og du er tryg ved at overtage et ansvarsområde, lede et lille team og køre det selvstændigt. • Du opbygger let relationer og trives med at samarbejde med kolleger, hubs, startups og eksterne partnere. • Erfaring fra rumsektoren, et andet deep-tech-domæne eller et innovations- og startup-miljø er et plus – det samme er erfaring med kommunikation i ESA-, EU- eller universitetsregi.

Det tilbyder vi

• Et barselsvikariat på fuld tid frem til og med september 2027 med base på vores kontor på DTU Lyngby Campus. • En plads på forreste række i det danske rumøkosystem og muligheden for at forme fortællingen om Danmarks position i den voksende kommercielle rumindustri. • Reelt ejerskab, et lille team at lede, et fleksibelt, internationalt arbejdsmiljø og god plads til at føre egne idéer ud i livet. • Et sjovt, passioneret team, der arbejder med rummet, men har begge ben på jorden.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til overenskomsten mellem Akademikerne (AC) og Finansministeriet. Du ansættes som fuldmægtig. Derudover kan der forhandles tillæg i henhold til DTU’s lønstruktur for akademisk personale i teknisk-administrative stillinger (AC-TAP): https://www.inside.dtu.dk/da/human-resources/under-ansaettelsen/loen/loenstrukturer

Stillingen er et tidsbegrænset barselsvikariat på fuld tid frem til og med september 2027. Tiltrædelse snarest muligt (eller efter nærmere aftale), så der sikres en god overlevering. Arbejdsstedet er DTU Lyngby Campus.

Ansøgning og kontrakt

Vi skal modtage din online ansøgning senest den 22. oktober 2026. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Du kan læse mere om Space Ventures Denmark på https://www.spaceventures.dk/

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Managing Director for Space Ventures Denmark, Sune Nordentoft Lauritsen, på [email protected]

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Om Space Ventures Space Ventures Denmark er et nationalt initiativ, der hjælper danske startups og virksomheder på tværs af brancher med at få adgang til den hastigt voksende kommercielle rumsektor. Initiativet er forankret hos DTU Space Ventures og drives i samarbejde med European Space Agency, Industriens Fond, Uddannelses- og Forskningsministeriet og fire universiteter med hubs på DTU (Lyngby), Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og SDU (Odense). Vi driver to programmer: ESA BIC Denmark, hvor vi inkuberer tidlige rum-tech-startups med non-equity funding, mentorordning, teknisk ekspertise og adgang til ESA’s internationale netværk – ESA BIC-netværket er kåret som et af Europas førende startup-hubs (Financial Times 2024); og ESA Technology Broker Denmark, forankret hos DTU Space, som gennem gratis rådgivning, matchmaking og funding-ordninger som Kick-Start og SPARK hjælper etablerede danske virksomheder med at udvikle nye produkter eller overføre deres teknologi til rumsektoren. På fem år har vi inkuberet 50+ startups, der tilsammen har rejst over 300 mio. kr. og beskæftiger 200+ medarbejdere.

DTU – Til gavn for samfundet siden 1829 DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Ready to apply?

Install the ResuMinder extension and we'll auto-fill the application in seconds — no rewriting.

See how your CV scores