About this role
En overlægestilling i G3-sektionen for benign øvre kirurgi ved Kirurgisk Afdeling A, OUH, er ledig til besættelse den 1. oktober eller efter aftale. Vi søger en speciallæge i kirurgi med brede kompetencer og erfaring inden for både åben og laparoskopisk herniekirurgi. Du skal desuden have interesse for galdekirurgi og endoskopi samt interesse og vilje til at sætte patienten først. Kirurgisk Afdeling A er opdelt i en børnesektion G0, en øvre sektion G1, en nedre sektion G2 og en sektion for benign øvre kirurgi G3. G3-sektionen er placeret i Svendborg og består af et hernieteam og et galdevejsteam. Svendborg Sygehus er inde i en positiv udvikling som specialsygehus, hvor Kirurgisk Afdeling A bidrager med stærke satsningsområder. I G3-sektionen satses der på robotassisteret herniekirurgi inden for afdelingens regionsfunktion samt elektiv galdevejskirurgi og ERCP. G3-sektionen råder ugentligt over 24 anæstesibetjente lejeflader, heraf to robotlejer på den centrale operationsgang i Svendborg og seks lejer på sygehusets dagkirurgiske center. Sektionens faste speciallægebemanding består af seks overlæger og seks afdelingslæger. Sektionen er en af Danmarks største kirurgiske enheder inden for benign galdevejs- og herniekirurgi med over 1.000 indgreb om året. Hernieteamet deltager desuden i synkronkirurgi i tæt samarbejde med de øvrige kirurgiske specialer på Odense-matriklen. Vi søger Vi søger en overlæge med ambitioner, initiativ, høj faglighed og gode samarbejdsevner. Du er en teamplayer, som bidrager aktivt til samarbejdet med kolleger på tværs af faggrupper. Du har fokus på at skabe flow i operationsprogrammer og patientforløb og har blik for, hvordan arbejdsgange og kapacitet kan udnyttes bedst muligt. Samtidig prioriterer du kvalitet i arbejdet og gode, sammenhængende patientforløb. Vi vil være blandt de bedste, når det gælder uddannelse af yngre læger, efteruddannelse af kolleger og udvikling inden for det kirurgiske område. Derfor forventer vi også, at du bidrager aktivt til den faglige udvikling i sektionen og afdelingen. I det daglige får du et tæt samarbejde med sektionslederen. Du får hovedansættelse på Svendborg Sygehus, hvor der er fire vagtlag: beredskabsvagt, bagvagt, FAM-vagt og forvagt. Stillingen er som udgangspunkt med vagt uden for tjenestedet. Undervisning og forskning Kirurgisk Afdeling A i Svendborg deltager i studenterundervisningen ved Syddansk Universitet og modtager hvert semester medicin- og farmacistuderende, som deltager i både dagtjeneste og vagtarbejde. Til Svendborg-matriklen er knyttet et undervisningslektorat, et klinisk forskningslektorat og to professorater ved Syddansk Universitet. Forskningsaktiviteten i afdelingen er i vækst, og der er gode muligheder for at blive involveret i klinisk forskning. Som ansat på en universitetsafdeling forventer vi, at du tager initiativ til forskning og udvikling inden for herniekirurgien og aktivt søger deltagelse i relevante nationale og internationale herniestudier. Afdelingens forskningsenhed, FEK, tilbyder råd og vejledning i forbindelse med disse aktiviteter. Stillingen er noget for dig, hvis du er interesseret i: At få indflydelse på den fortsatte udvikling af det herniekirurgiske område At arbejde med både åben og laparoskopisk herniekirurgi At bidrage inden for galdekirurgi og endoskopi At igangsætte herniekirurgiske forskningsprojekter At få mulighed for faglig og personlig udvikling gennem deltagelse i relevante kurser, møder og kongresser At blive en del af en ambitiøs kirurgisk afdeling, hvor udvikling, høj faglig kvalitet, uddannelse, samarbejde og arbejdsmiljø prioriteres højt Løn- og ansættelsesforhold Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er omfattet af ”Aftale om udmøntningsgaranti af nye midler til lokal løndannelse”. Oplysninger om startlønnen for stillingen, herunder grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension, fremgår af Overlæger – overenskomst 33.04.1 – løn pr. 1.4.2026 . Ud over startlønnen kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen samt dine erfaringer og kvalifikationer. Læs mere her: Startløn for stillinger i Region Syddanmark . Ved fastansættelse indhentes børneattest og reference efter aftale. Ansøgningsfrist og samtaler Ansøgningsfristen er 30.september 2026 Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 41. Ansøgeren bedes i ansøgningen forholde sig til de syv kompetenceområder: medicinsk ekspertise, kommunikation, samarbejde, ledelse/administration, sundhedsfremme, akademiker og professionel. Kvalifikationerne inden for områderne skal så vidt muligt dokumenteres. Overlægebedømmelsen sker på baggrund af en vurdering af dine kompetencer inden for hver af de syv roller. Du skal udfylde skemaet til bedømmelse og vedhæfte det til din ansøgning. Skemaet findes her: Lægefaglig bedømmelse af overlæger . Yderligere oplysninger Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til: Konstitueret cheflæge Benedicte Vibjerg Wilson, [email protected] , tlf. 29 66 17 34 Sektionsansvarlig overlæge Martin Scheffmann Kobborg, [email protected] , tlf. 29 12 45 46 Vil du vide mere om Kirurgisk Afdeling A, kan du følge os på Instagram, LinkedIn og Facebook