About this role
Kan du lide, når klinisk farmaci handler om den enkelte patient. Når en kollega ringer med det svære patientspecifikke spørgsmål. Og når din farmaceutiske faglighed faktisk gør en forskel ude i klinikken. Så skal du måske være vores nye kollega i Patientnært farmaceutisk team på Apoteket Sygehus Lillebælt. Vi har organiseret vores kliniske farmaci på en ny måde, og samlet specialisterne inden for patientspecifik klinisk farmaci i ét fælles team på tværs af Kolding og Vejle. Nu mangler vi dig. Du får ikke bare én afdeling som arbejdsplads - du får hele Sygehus Lillebælt. Den ene dag kan du være ude i klinikken og lave medicingennemgang eller medicinanamnese. Den næste underviser du personale på en afdeling. Og senere ringer en farmakonomkollega, som har brug for din faglige sparring på en kompleks problemstilling. Som farmaceut i Patientnært farmaceutisk team bliver du nemlig både kliniker, specialist, sparringspartner og medskaber. Du kommer blandt andet til at: Udføre patientspecifik klinisk farmaci, herunder medicinanamneser og medicingennemgange Være faglig bagvagt og sparringspartner for de farmakonomer, der udfører patientspecifikke ydelser på sygehusene Undervise og formidle farmaceutfaglig viden til kolleger og klinisk personale Være med til at udvikle, implementere og kvalitetssikre vores patientspecifikke ydelser Sikre gode og tydelige arbejdsgange, instrukser og faglige værktøjer Bidrage til samarbejdsaftaler med de kliniske afdelinger Følge op på vores ydelser og være med til at planlægge og gennemføre audits. Vi leder efter faglig tyngde – men også nysgerrighed Du er uddannet farmaceut og har lyst til at bruge din faglighed helt tæt på patienten og på de kolleger, der hver dag arbejder med patienternes medicin. Du behøver ikke have svar på alt. Men du skal have lyst til at finde svaret. Vi forestiller os, at du: Trives med komplekse lægemiddelfaglige problemstillinger Har erfaring med eller stor interesse for patientspecifik klinisk farmaci Kan lide rollen som faglig sparringspartner og tør stå på mål for din faglige vurdering Er nysgerrig, udadvendt og god til at skabe relationer Kan formidle kompliceret faglighed, så den bliver anvendelig for andre Arbejder struktureret og kan være med til at skabe orden og fælles retning Har lyst til at udvikle noget nyt – ikke bare overtage noget, der allerede er færdigt. Et nyt team betyder, at du får stor indflydelse Patientnært farmaceutisk team er nyt. Det betyder, at ikke alle svar er givet på forhånd. Det ser vi som en styrke. Vi tilbyder naturligvis et godt introduktionsprogram og træning i de patientnære ydelser. Og som arbejdsplads vægter vi både forbedringstavler og driftstavler højt, her får du let adgang til sparring med både kolleger og ledere. Du bliver en del af et team, hvor vi sammen skal finde de bedste måder at arbejde på, skabe fælles faglig retning på tværs af matrikler og sikre, at vores patientspecifikke kliniske farmaci giver værdi dér, hvor det betyder mest: for patienten . Du bliver derudover kollega med farmaceuter i Lægemiddelteamet, som håndterer de forskellige aspekter af lægemiddelforsyning. I vil samarbejde i de situationer, hvor der indgår både patient- og lægmiddelspecifikke problematikker. Det praktiske Vi er ca. 69 ansatte på apoteket, som er fordelt på afsnit i henholdsvis Kolding og Vejle. På afsnittet i Vejle er der 43 ansatte og i Kolding er der 26 ansatte. Ud over den kliniske farmaci, har Apoteket i Vejle en produktionsafdeling, som fremstiller ”klar-til brug” lægemidler inden for kræftområdet. Vi har også en stor funktion, der håndterer kliniske forsøg. På afsnittet i Kolding ligger vores indkøbs- og distributionsfunktion. Det er herfra, vi forsyner hele Sygehus Lillebælt med den nødvendige medicin. Stillingen er på 37 timer ugentligt, men der er mulighed for deltid. Du bliver ansat på tværs af Kolding og Vejle og skal derfor forvente arbejdsdage på begge matrikler. Du refererer til afsnitsleder i Vejle Louise Smed Grønkjær. Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår for stillingen følger af Akademikere – Overenskomst 33.01.1. Startlønnen for stillingen kan findes via følgende link: Se startløn for stillinger i Region Syddanmark . Udover startlønnen kan lønnen indeholde forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer. Tiltrædelse : 1. december 2026 Ansøgningsfrist : 27. september 2026 1. ansættelsessamtale : 2. oktober 2026 2. ansættelsessamtale: 9. oktober 2026 Er det dig, vi mangler? Så send os din ansøgning. Har du spørgsmål kan du kontakte Anne Kjølbye Afsnitsleder Kolding 21707580 eller Louise Smed Grønkjær Afsnitsleder Vejle 22722071 Vi er især nysgerrige på, hvad der motiverer dig ved at arbejde patientnært – og hvilken faglighed og personlighed du vil bringe ind i vores nye team. Vi glæder os til at høre fra dig.