About this role
Nogle af vores gæster har hele aftenen foran sig. Andre har tyve minutter, før flyet letter, og skal nå at spise, betale og finde gate C8 samtidig. Begge skal gå derfra med den samme gode oplevelse. Det er egentlig det, jobbet går ud på. Ramen To Biiru startede i et køkken på Nørrebro i 2015 med en overbevisning om, at København fortjente en ordentlig skål ramen. Ti år efter driver vi fem steder i byen, og lufthavnen er det mest krævende af dem. Fra klokken 05.00 til 22.00 har vi hele verden gennem døren, i lange rolige perioder afløst af pludselig travlhed, og nu søger vi en Location Manager, der kan stå for stedet. Vi har et ønske om, at det skal fungere lige godt de dage, du selv er der, som de dage, du ikke er. Det kræver et team, der går op i gæsten foran sig, ikke fordi du har bedt dem om det, men fordi de har set dig gøre det først. “I need someone who takes full ownership of their location. Someone who doesn't wait to be told what needs fixing, because they've already seen it and got it sorted.” Nikola, Operations Manager, Ramen To Biiru Sådan ser rollen ud i praksis Du kommer til at drive hele stedet - både front-of-house og køkkenet. Det dækker bemanding, lager, gæsteoplevelse, madkvalitet og den økonomi, der ligger bag. Du sætter standarden, ansætter efter den og holder fast i den. Den økonomiske del af rollen fylder mere, end man måske tror. Du følger dine lønomkostninger og marginer og kan se, hvordan en beslutning en almindelig tirsdag aften ender med at kunne aflæses i ugens tal om lørdagen. Vi leder efter en, der bruger tallene aktivt frem for bare at sende dem videre. Aftener og weekender hører med til jobbet, da vi ønsker at du er der, når gæsterne er, men da restauranten har åbent næsten hele døgnet, er der også fleksibilitet til en varierende arbejdsuge. Og modsat andre restauranter er fredag+lørdag aften ikke nødvendigvis der, hvor det giver mening at være der. Du står ikke alene med det. Du får et team på omkring 10-15 medarbejdere og refererer direkte til Nikola, Operations Manager for Ramen To Biiru, som er tæt på i hverdagen og en reel sparringspartner. Derudover har du opbakning fra Mikkeller HQ inden for HR, økonomi, marketing og drift, så du er langt fra overladt til dig selv. Vi driver også en bar i lufthavnen 10 meter fra vores Ramen, hvor dine nye søde kolleger også står klar til at hjælpe, Hvem vi leder efter Du har erfaring med hospitality på lederniveau, gerne fra kæde/koncept restauranter og i travle miljøer. Du ved, hvad godt ser ud, fordi du selv har stået til ansvar for at levere det før. Hos Ramen To Biiru er der ingen skarp grænse mellem forreste linje og køkken, alle går til, hvor der er brug for dem, og som Location Manager skal du kunne føle dig hjemme begge steder. Du behøver ikke kunne ramen på forhånd, det lærer vi dig gerne, men har du selv en interesse for mad og erfaring fra et køkken, tæller det med. Du tager ejerskab og løser tingene, før de når at blive et problem for andre. Du kan holde hovedet koldt, når det er travlt, sige tingene ligeud, når det gælder, og være ærlig over for de mennesker, du arbejder sammen med, uanset om det er sjovt eller ej. Det er den slags, gode teams bygges på. Fordi arbejdet foregår i en lufthavn, følger der ekstra krav med, blandt andet omkring opmærksomhed, sans for detaljer og respekt for sikkerhed og gældende regler. Du skal kunne begå dig i et reguleret miljø og forstå, at selv små ting kan have stor betydning for sikkerheden i hverdagen. Har du tidligere arbejdet i et reguleret miljø, er det en klar fordel. Du skal som minimum kunne begå dig på et skandinavisk sprog, samt snakke flydende engelsk. Derudover gør lufthavnen som arbejdsplads, at det er en fordel at du har arbejdet/boet i Danmark de sidste fem år ift. Sikkerhedsgodkendelse, som også er et krav. Vi tilbyder Du får et sted, som gæsterne rent faktisk er glade for, en tæt sparringspartner i Nikola og en organisation bag dig, der gerne vil have dig til at lykkes. Det er en stilling med reelt ansvar, men også med reel opbakning til at bære det. Som en del af den større Mikkeller-familie får du et brand med global rækkevidde i ryggen, en kultur der tager håndværket alvorligt uden at glemme det sjove, og gode muligheder for at udvikle dig videre, i takt med at vi vokser. Det betyder daglig sparring, men også mulighed for uddannelse af dig. Derudover: konkurrencedygtig løn efter erfaring, fastansættelse på fuld tid, pension og sundhedsforsikring, personalerabat på tværs af Mikkellers steder samt sociale arrangementer og et fællesskab, folk faktisk bliver i. Klar til at tage føringen? Stillingen er ledig hurtigst muligt, og vi holder samtaler løbende. Ansøgningsfrist: 13. september 2026. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Nikola Almanova, Operations Manager hos Ramen to Biiru , på [email protected]. Af hensyn til GDPR modtager vi ikke ansøgninger på mail. Søg venligst via vores ansøgningslink. Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Nikola Almanova Ramen Operations Manager [email protected]