Now hiring

Chef for ledelsessekretariatet ved Operativ Støttekommando @ Operativ Støttekommando

DKOnsiteFull-time
Apply with ResuMinder

Opens on the employer's site

About this role

Vil du bidrage til udvikling af Forsvaret, i en tid hvor Forsvaret vækster med historisk hastighed? Har du lyst til at arbejde tæt på den øverste ledelse ved Operativ Støttekommando og beskæftige dig med strategiske problemstillinger? Er du ledelsesmæssigt velfunderet og systematisk, har gode samarbejdsevner, er udviklingsorienteret og er en stærk kommunikator, både mundtligt og skriftligt? Så er jobbet som chef for Ledelsessekretariat ved Operativ Støttekommando, det helt rigtige for dig! Om os Operativ Støttekommando er en nyoprettet myndighed, hvis kerneopgave er at sikre tværgående koordination og effektiv operativ understøttelse inden for logistik, sundhed og vedligeholdelse. Vi har hovedsæde i Brabrand ved Aarhus. Med den samlede ekspertise fra vores fire underliggende myndigheder: Forsvarets Sundhedskapacitet, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, Joint Movement and Transportation Organization samt Forsvarets Forsyningstjeneste, bidrager Operativ Støttekommando til, at Forsvarets operative enheder har den nødvendige støtte og ressourcer til at løse deres opgaver, både i nationalt beredskab og internationale operationer. Ledelsessekretariatet består af et forkontor, et sekretariat, et kommunikationselement samt garnisonens støtteelement, og er et tværfagligt hold af både civile og militære medarbejdere, der løser en bred vifte af opgaver. Som chef for Ledelsessekretariatet referer du til stabschefen, men visse sager refereres til vicechefen. Vi er fortsat ved at forme både organisation, arbejdsgange og kultur. Det giver en unik mulighed for at bidrage til at udvikle måden, vi arbejder på i Ledelsessekretariatet. Vi lægger vægt på høj faglighed, ordentlighed og kvalitet, men også på et arbejdsmiljø hvor vi hjælper hinanden på tværs og har en uformel omgangstone. Vi har en ambition om at bygge en stab hvor faglighed, integritet og gensidig tillid er fundamentet – og hvor vi sammen finder de løsninger, der giver størst effekt for de enheder vi understøtter. Vi lægger vægt på løbende kompetenceudvikling af både chefer og medarbejdere og tilbyder gode arbejdsvilkår med fokus på gode fysiske rammer og en uformel omgangstone. Om stillingen Chefen for Ledelsessekretariatet er et centralt omdrejningspunkt i staben og opgaverne favner bredt. Ledelsessekretariatet varetager opgaver relateret til ledelsesbetjening, herunder håndakter, besøgsplanlægning, generel kalenderpraksis og mødevirksomhed i relation til kommandoens øverste ledelse. Derudover håndterer Ledelsessekretariatet opgaver af policymæssig karakter, herunder eksterne henvendelser og koordination og styring af strategiske opgaver for ledelsen samt visse tværgående opgaver. Ledelsessekretariatet varetager ligeledes den samlede kommunikationsopgave for Operativ Støttekommando og de underliggende myndigheder, både inden for strategisk kommunikation, branding og rekruttering. Du vil som chef for Ledelsessekretariatet deltage i ledelses- og direktionsmøder, og samtidig blive chef for et sekretariat med medarbejdere, der har forskellige funktionsvilkår og uddannelsesmæssige baggrunde. Det er vigtigt at du har lyst til at løse opgaver på tværs af faggrænser og funktionsniveauer. Det er et job hvor der dagligt skal foretages prioriteringer, og hvor der er en forventning om, at sekretariatet bidrager til den samlede opgaveløsning på tværs af myndighedsområdet og i forhold til Forsvarskommandoens øvrige myndigheder. Staben er under opbygning, så stillingen vil også byde på udviklingsarbejde i relation hertil, eksempelvis stabens opgavematrix, processer, struktur, bestemmelser, battle rhythm, samarbejdsstrukturer og meget andet spændende. Stillingen giver mulighed for at præge den strategiske og organisatoriske udvikling af Operativ Støttekommando, og mulighed for tjeneste i en værnsfælles niveau 2 myndighed tæt på de strategiske beslutninger og topledelsen. Om dig Vi forventer som udgangspunkt, at du enten er erfaren chefkonsulent m. ledelsesansvar, kontorchef eller oberstløjtnant/kommandørkaptajn. Erfaring fra tjeneste på tværs af Forsvarskommandoens myndighedsområde er en fordel – og gerne fra niveau 0 og/eller 1. Kendskab til strategisk logistik vil tillige være en fordel, men ikke et krav for at komme i betragtning til stillingen. Du har erfaring med styring og koordination af sags- og beslutningsprocesser, og kan sikre koordination og gode relationer internt i Operativ Støttekommando og bredt udadtil i forhold til Forsvarskommandoens myndighedsområde. Du er udviklingsorienteret både processuelt og operativt, du har gode og motiverende lederevner, ligesom du kan udvise overblik i en travl hverdag – med særlig sans for detaljen. Du har en stor arbejdskapacitet, og er en stærk kommunikator både skriftligt og mundtligt. Derudover forventes det, at du er samarbejdsorienteret, omgængelig, fleksibel, har en positiv tilgang til omskiftelighed og selvstændigt påtager dig opgaver. Du skal have lyst til at arbejde i et miljø, der er meget varierende og i perioder under stort tidspres. Sagerne har ofte stor ledelsesmæssig bevågenhed og kræver politisk tæft. Dit overblik og evne til at planlægge og følge op i det daglige har stor betydning, idet Ledelsessekretariatet løser mange opgaver på flere niveauer, med forskellige tidshorisonter og ofte stor kompleksitet. En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at tænke både udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde. Du er en vigtig medspiller i udvikling og implementering af Forsvarets visioner, som du gennem din organisation formår at omsætte i samarbejde med dine kolleger og medarbejdere. Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom der er mulighed for, at ansættelse kan ske ved konstitution. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pension. Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37. Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Dit daglige tjenestested er Brabrand. Såfremt du er udpeget til internationale operationer (INTOPS) skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning. Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode. Såfremt du er M331 og skal udnævnes til stillingen, skal du have helbredsvurdering C. Ligeledes bedes du vedlægge dine seneste tre FOKUS-bedømmelser. Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning. Kontakt og ansøgning Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschefen ved Operativ Støttekommando, Oberst Christian Enghusen Poulsen på 41 38 52 00. Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-Konsulent Melina Omercajic, Personelkommandoen, på telefon 3266 5577. Ansøgningsfristen er den 27. september. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 43.

Ready to apply?

Install the ResuMinder extension and we'll auto-fill the application in seconds — no rewriting.

See how your CV scores